I december 2020 rammer en total solformørkelse det enestående naturområde Lake District i Chile – netop når sommeren på Jordens sydlige halvkugle er på sit højeste. Alle hoteller i det tyndt befolkede bjergområde har meldt alt udsolgt – men helt ekstraordinært er det lykkedes os at finde plads i den charmerende by Pucón i det smalle bælte, hvor Månens skygge trækker hen over Jorden. Og med solformørkelsen som finale har vi sammensat en fantastisk rejse hvor vi skal nyde det bedste, Chile kan tilbyde.
Sidst på formiddagen står Solen og Månen lige ved siden af hinanden. Langsomt glider vores stjerne ind bag Månen, og den delvise solformørkelse er i gang. Og en times tid senere dækker Månen fuldstændig for solskiven. Den totale solformørkelse er i gang! I 128 sekunder er det hverken dag eller nat, men tidlig morgen og sen aften på én gang. Og så lige med et titter Solen igen frem og lyset vender tilbage. Den gribende “solopgang” midt på himlen er en oplevelse, som brænder sig fast i sjælen. Et ægte minde for livet.
Men vores rejse til solformørkelsen i Chile 2020 er langt mere end de to minutter. Før den store finale skal vi på en rejse tilbage til det oprindelige Chile. Vi skal lade os forkæle af nogle af landets bedste kokke, og møde de bedste vinmagere netop der, hvor Sydamerikas mest ikoniske vine bliver skabt.
Vi skal slappe af i den lune sommer, og vi skal se noget af den smukkeste natur, landet har at byde på. Og dem, som vil opleve naturen på nærmeste hold, kan komme med på vandretur i Chiles smukkeste naturpark, prøve rafting på en rivende flod, eller komme til tops på en vulkan, hvorfra det i klart vejr vil være muligt at se solformørkelsen fra det smukkest tænkelige udsigtspunkt.
Ekspeditionen til Chile den 9.-15. december 2020 bliver en uforglemmelig rejse – både for den inkarnerede livsnyder, for naturelskeren og for den eventyrlystne, som vil se det ægte Chile og er klar til at opleve det mest spektakulære fænomen på kloden: En total solformørkelse.
Anja C. Andersen
Professor i astrofysik
Danmarks første professor i offentlighedens forståelse for naturvidenskab er en eminent formidler, og kan gøre selv det mest komplicerede stof forståeligt for alle. Anja var også ekspertguide på vores ekspedition til solformørkelsen i USA i 2015.
Daniele Gasparri
Astro-fotograf
Den italienske fotograf og forfatter flyttede for nogle år siden til Atacamaørkenen i Chile for at dyrke sin store lidenskab: astro-fotografi. Han er “ESO Photo Ambassador” og så han var den første amatørastronom, som opdagede en planet i et fremmed solsystem.
Sebastian Relster
Illustreret Videnskab chefredaktør
Denne rejse er den fjerde solformørkelses-ekspedition, som Sebastian står i spidsen for. Han har rejst over hele verden og gennem mere end 20 år gjort videnskab og naturen spillevende for Illustreret Videnskabs læsere.
Vi tjekker ind på det eksklusive Hotel NOI i Vitacura-kvarteret i Santiago, og sidst på eftermiddagen mødes vi til drinks på tagterrassen, hvor der er rig mulighed for at hilse på nye rejsekammerater, inden ekspeditionsleder Sebastian Relster giver en introduktion til vores ekspedition. Vi slutter den officielle del af dagen med en flot velkomstmiddag, men der er rig mulighed for at bruge resten af aftenen på kvarterets barer og cafeer – eller trække sig tilbage og samle kræfter til de spændende dage, som venter forude.
(Inkluderede måltider: middag)
Efter morgenmad på hotellet kører vores luksuriøse rejsebusser mod syd – mod det smukke vinområde Colchagua. Efter et par times køretur tjekker vi ind på egnens mest herskabelige hotel, Santa Cruz Plaza, hvor der er tid til afslapning på værelset eller ved poolen inden vi om eftermiddagen kører til vingården Viña Santa Cruz. Her skal vi først se vingårdens spændende automobil- og teknik-museum hvorefter vi sætter os til bords i restauranten med udsigt til gårdens marker.
Efter desserten tager vi den private svævebane op til det lille observatorium, hvor der er mulighed for at nyde en drink, besøge den unikke meteorit-samlingen, få et foredrag i planetariet eller beundre Saturns ringe, Tarantula-tågen, eller stjernehoben Kappa Crucis – kendt som “smykkeskrinet” – gennem observatoriets kikkerter.
(Inkluderede måltider: morgenmad, middag)
Dagen er sat af til at nyde livet i byens gader, og gå på opdagelse i det kæmpe museum, som ligger i forbindelse med hotellet. Udstillingen bygger på hotelejerens enorme, private samling og rummer alt fra præ-columbianske skatte over spanske pistoler til lokomotiver i fuld størrelse. I sandhed et enestående museum. For de vin-interesserede har vi arrangeret en spændende udflugt til den kendte vingård Viu Manent (tilkøb).
Eftermiddagen byder på et spændende foredrag om Chiles fantastiske natur, og bagefter kører vi mod aftenens kulinarisk oplevelse: Restaurant Fuegos de Apalta på vingården Montes. Stedet drives af den argentinske stjernekok Francis Mallmann, som er kendt for sin kogekunst over åben ild, og høster stor anerkendelse hos madanmeldere fra hele verden. Til maden serveres nogle af de vine, som vinmageren Aurelio Montes producerer af druerne fra de omkringliggende marker.
(Inkluderede måltider: morgenmad, middag)
Valgfri udflugt (tilkøb):
Kl. 12-16: Besøg vingården Viu Manent
Blot 10 minutters kørsel fra vores hotel i Santa Cruz ligger en af Colchagua-dalens ældste og mest anerkendte vingårde, Viu Manent. Her forvandler ejeren, José Miguel Viu, og hans vinmager, Patricio Celedón, carménère-, syrah-, og malbec-druer til en perlerække af dejlige vine. Vi skal med hestevogn ud i markerne, høre om hvordan topvinene fremstilles og vi skal smage det allerbedste fra Viu Manents kældre – fx carmeneren “El Incidente” (opkaldt efter en forfejlet tur i luftballon) og den legendariske “Viu 1”, der regnes blandt verdens bedste malbec-vine. Vi slutter udflugten af med aperitif og en lækker frokost i den private salon Cava Don Miguel i vinslottets hovedbygning, Hacienda San Carlos de Cunaco.
I dag kører vi mod syd og det smukke Lake District – et enestående uspoleret naturområde. Undervejs får vi en dejlig frokost med de bedste lokale råvarer på Hotel Salto del Laja hvorfra vi har udsigt til vandfaldene Saltos del Laja, hvor Laja-floden styrter 35 meter ned over en klippekant.
I løbet af eftermiddagen når vi frem til solformørkelses-zonen og den lille by Pucón. Her har hvert eneste hotelværelse været udsolgt i årevis, men vi har reserveret hele det funklende nye Hotel Indomito kun til os. Efter cocktails og middag på hotellets terrasse, får vi besøg af den kendte astro-fotograf og ESO Photo Ambassador Daniele Gasparri som vil vise os nogle af sine bedste pletskud og fortælle os historierne bag i et medrivende billed-foredrag.
Når mørket er faldet på, er der mulighed for at tage med ud i den kulsorte nat og beundre Mælkevejens centrum, de magellanske skyer – og mere end 100 stjerneskud i timen fra meteorsværmen Geminiderne, som rammer den sydlige halvkugle i netop disse dage.
(Inkluderede måltider: morgenmad, frokost, middag)
Dagen er til fri disposition, og mulighederne for spændende oplevelser er mange. Gaderne omkring vores hotel vil dirre af liv, og med tusindvis af forventningsfulde solformørkelses-gæster i byen, vil der være masser at se på. Brug dagen på at opleve butikker, caféer og en slentretur langs søen, eller tag med på en af de udflugter, vi har arrangeret (tilkøb): Formiddagstur med rafting på Trancura-floden, eftermiddag med wellness og varme kilder, eller en heldags vandretur i den smukke naturpark Huerquehue.
Sidst på eftermiddagen samles vi til en briefing om solformørkelsen den følgende dag og derefter rejser vi “tilbage i tiden” til det oprindelige Chile: Vi tager ud for at høre om det oprindelige Mapuche-folk og vi skal nyde en middag inspireret af de ældgamle traditioner.
(Inkluderede måltider: morgenmad, middag)
Valgfrie udflugter (tilkøb):
Kl. 09-13: Rafting på Rio Trancura
Sammen med vores erfarne lokale guider kører vi ind i bjergene til Trancura-floden. Her venter en sikkerhedsbriefing inden vi stiger om bord i gummibådene og tager turen ca. 10 km ned ad flodens vilde løb. Vigtigt: Deltagere skal være mindst 14 år for at deltage. Det kræver ikke erfaring med rafting men deltagerne skal være i rimelig fysisk form, da alle skal være aktive og deltage i manøvrering af bådene.
Kl. 15-18: Spa, wellness og varme kilder
Vi tager til Indomito-spaen en halv times kørsel fra vores hotel. Her står eftermiddagen i afslapningens navn. Nyd de varme kilder, få en massage eller slap bare af med en god bog. Prisen dækker transport og adgang til Termas Pucón Indómito. Behandlinger, forplejning mv. betales af deltageren på stedet. Læs om spa’en her: termaspuconindomito.cl
Kl. 09-17: Heldags vandretur i naturparken Huerquehue
Kun 35 km fra Pucon ligger naturparken Huerquehue. Her skal vi sammen med erfarne, engelsktalende naturguider vandre gennem de majestætiske skove i det enestående bjerglandskab. Undervejs holder vi pause for at suge landskabet ind, og spise vores medbragte frokost. Vigtigt: Vandreturen er lang, vi er afsted i mange timer, og deltagerne skal selv bære vand, frokostpakke osv. Turen anbefales derfor kun til deltagere, som er vant til at gå ture, men det er ikke en strabadserende vandring og vi tager os tid til at nyde den.
Dagen for den store finale. Vores solformørkelse rammer kun Stillehavet og øde egne omring de mægtige Andesbjerge, men vi er blandt de heldige som har sikret plads i solformørkelses-zonen, så vi kan bare læne os tilbage og vente på showet.
Om formiddagen er der tid til at se lidt på byen på egen hånd, inden vi mødes til Eclipse-opvarmning i vores “base camp”, tagterrassen på hotellet, som er reserveret til os. Selve formørkelsen begynder kl. 11.40, og fra 13.03-13.05 skal vi opleve de magiske minutter hvor solskiven er fuldstændig gemt bag Månen. Når Solen atter dukker frem, er det tid til frokost og en kølig drink mens vi fordøjer oplevelsen.
De mest eventyrlystne har mulighed for at droppe komforten på hotellet og i stedet stå tidligt op for at bestige en af de to vulkaner Villarrica og Quetrupillan og opleve solformørkelsen fra toppen (tilkøb).
Om aftenen fejrer vi en forhåbentlig perfekt “eclipse”-dag med champagne og den chilenske specialitet Asado de Campo: lam langtidsstegt over åben ild.
(Inkluderede måltider: morgenmad, frokost, middag)
Valgfrie udflugter (tilkøb):
Kl. 05-17: Solformørkelse fra Volcán Quetrupillan
Vi står tidligt op og bliver hentet i bus, som kører os til foden af vulkanen. Herfra har vi ca. 5 timers vandretur gennem skov og goldt vulkansk landskab ad moderate stigninger før vi sammen med vores dygtige guider når op til toppen 2.360 meter over havet. Rigtig mange mennesker vil vælge at se solformørkelsen fra Quetrupillan, så vi forventer ikke, at vi skal opleve naturens stille ro heroppe. Men bjerget er stort nok til os alle, og vi får en helt fantastisk udsigt til den sneklædte vulkan Villarrica, den næsten 4.000 meter høje vulkan Lanin på grænsen til Argentina, og forhåbentlig en perfekt skyfri solformørkelse. På toppen vil vi være over eventuelt lavtliggende skyer, og vejrforhold forhindrer meget sjældent, at Quetrupillan kan bestiges. Når den totale solformørkelse er overstået, begynder vi vores vandretur ned ad bjerget.
Vigtigt: Bestigningen af Quetrupillan er ikke teknisk krævende, men det er en lang vandretur med stor stigning, så deltagere skal være i god fysisk form for at få det fulde udbytte. Varmt, vindtæt tøj, solide vandrestøvler og solbeskyttelse er desuden påkrævet. Ekstreme vejrforhold kan gøre, at vi af sikkerhedsmæssige årsager må aflyse turen.
Kl. 03-17: Solformørkelse fra Volcán Villarrica
Nede fra byen Pucón har vi udsigt til den aktive vulkan Villarrica, og helt ekstraordinært er det lykkedes os at skaffe adgang til toppen for en lille gruppe på selve solformørkelsesdagen. Turen derop er lang, så vi skal meget tidligt afsted og forberede os på, at mange andre vil til tops. De lokale myndigheder har udstedt 700 tilladelser til bestigning denne dag, så vi skal regne med kø undervejs, og selv om bjerget er stort, kommer vi formentlig til at stå tæt sammen ved toppen. Turen op ad bjerget varer 5-6 timer og indeholder stejle passager, men ikke klatring, og sidste par hundrede højdemeter inden toppen i 2.847 meters højde går vi sammen med vores bjergguider på is med steigeisen og isøkse. Selve toppen er et krater på 200 meter i diameter hvorfra en røgsøjle langsomt stiger op, og heroppefra er der en fænomenal udsigt til Pucón, søen Villarrica og forhåbentlig 2 minutters perfekt solformørkelse.
Vigtigt: Turen kræver god fysisk form og anbefales kun til deltagere, som er fortrolige med at færdes i bjerge. Bjergguiderne stiller teknisk udstyr som steigeisen og isøkse til rådighed, men deltagerne skal være forberedte på en lang dag hvor vinden kan være hård og alle skal være påklædte efter forholdene. Deltagere skal desuden være indstillet på trængsel på bjerget. Villarrica er en aktiv vulkan, og hvis den går i udbrud eller lukkes af andre årsager, må vi aflyse turen.
Efter morgenmad på hotellet, kører vi mod lufthavnen i Temuco. Myndighederne i Chile forventer meget tæt trafik dagen efter solformørkelsen, så vi har sat seks timer af til turen, som normalt kan klares på halvanden. Hvis tiden tillader det, lægger vi et stop ind før vi når til lufthavnen og flyet mod Santiago.
Om eftermiddagen flyver vi tilbage til hovedstaden, og i Santiago siger vi farvel og tak til nye og gamle rejsekammerater, inden vi fortsætter på egen hånd – hjem til Europa eller måske mod andre spændende eventyr.
(Inkluderede måltider: morgenmad, frokost)
En ekspedition som denne, til et fjernt og spændende land, kan ikke undgå at blive en rejse med mange gode minder. Men hvis selve solformørkelsen er gemt bag et tæt skydække, vil det naturligvis være en skuffelse for alle. Indtil videre har samtlige solformørkelsesrejser med Bonnier Expeditions budt på perfekt udsyn, og denne solformørkelse finder sted i December, hvor det er sommer i Chile og dermed den tørreste sæson med mindst risiko for overskyet. Men hvor gerne vi end ville, så kan vi ikke kontrollere vejret, og der er en risiko for, at tunge skyer slører udsigten til turens højdepunkt. I planlægningen af denne ekspedition, har det haft høj prioritet at minimere risikoen. Og netop derfor har vi valgt at se solformørkelsen fra byen Pucón.
Solformørkelsen begynder over Stillehavet, og Månens skygge går i land i et fladt område ved Chiles kyst. Her vil det tætte skydække fra havet med stor sandsynlighed trække langt ind i landet, men kun sjældent helt ind til søen Lago Villarrica. Her trækker til gengæld af og til højtliggende skysystemer ind fra syd om morgenen, men søens kolde vand opløser som regel skyerne. Pucón ligger på søens sydside 20 km øst for byen Villarrica. Her er vi i sikkerhed fra skyerne fra havet, og får fuldt udbytte af søvandets kølende effekt. At temperaturen falder yderligere, når Solen begynder at glide ind bag Månen, er kun til vores fordel.
Længere mod øst kommer de høje Andesbjerge, hvor vejret er uforudsigeligt, og på den anden side af bjergene, i Argentina, er faciliteterne så sparsomme, at det ikke er muligt at gennemføre en ekspedition som denne. Ud mod Atlanterhavskysten er der igen hoteller, men her giver skyer fra Atlanterhavet dårlige odds for klart udsyn.
Alt i alt mener vi, at Pucón byder på den bedst mulige udsigtspost. Fra hotellets tagterrasse forventer vi et smukt, klart udsyn. Men for dem, der vælger at se solformørkelsen fra toppen af en af de to vulkaner Villarrica eller Quetrupillan, er sandsynligheden for fri udsigt endnu større. Heroppe er man over de lavtliggende skyer og vil formentlig få dagens bedste udsigt. Husk at vejret er uforudsigeligt, og vi desværre ikke kan garantere en skyfri dag – hverken fra hotellet, fra toppen af vulkanerne eller fra noget andet sted.
Alle rejser medfører udslip af drivhusgassen CO2, som bidrager til global opvarmning. Men for at gøre Eclipse 2020-ekspedtionen så klimavenlig som mulig, har vi indgået en aftale med organisationen Global Climate Institute om at købe CO2-kompensation svarende til den CO2-udledning, som kommer fra returrejsen fra Skandinavien til Chile og fra vores rundrejse i landet.
I stedet for blot at indbetale et beløb som fx går til træplantning i Afrika, har vi fundet et særligt projekt, som vi mener kan have stor betydning for lokalbefolkningen i vores værtsland, Chile: Vandkraftprojektet Mariposas Hydroelectric Project i San Clemente 500 km syd for Santiago. I tyndere befolkede områder bruges ofte diesel-generatorer til at producere elektricitet, men dette projekt har til formål at forsyne lokale bønder med grøn strøm fra et nyt lokalt vandkraftværk. Vand fra bjergene ledes gennem turbiner før det når frem til markerne, hvor det bruges til vanding. Turbinerne driver generatorer, som årligt skal producere 40 mio. kWh – nok til at forsyne tusindvis af hjem – og produktionen udleder næsten intet CO2. Vandkraft er en af de mest effektive energiformer, og hvis samme mængde energi skulle produceres på et dieseldrevet kraftværk, ville det medføre en årlig udledning på omkring 10.000 tons CO2.
Ideen bag CO2-kompensationen er, at vores økonomiske bidrag til udvidelse af vandkraftværket kan forhindre udledning af en mængde CO2, som svarer til den mængde, vi udleder ved ekspeditionen. Helt præcist hvor meget ekstra CO2 det udleder at rejse med os, er ikke så let at regne ud, men vi går ud fra en mængde på 4.000 kg pr. deltager. 3.800 kg fra flyrejsen fra og til Europa, 100 kg fra vores indenrigsflyvning og 100 kg fra lokal transport i busser.
Denne CO2-kompensation betyder naturligvis ikke, at en ekspedition som vores slet ikke efterlader et aftryk. Men ved at støtte projektet Mariposas Hydroelectric Project er solformørkelsesrejsen i 2020 med til at nedbringe CO2-udledning i mange år fremover. Bemærk at denne CO2-kompensation er en obligatorisk del af Chile 2020-ekspeditionen og ikke kan fravælges selv om det flyselskab, du benytter til rejsen til Chile, måske allerede tilbyder CO2-kompensation for flyrejsen.
Ekspeditionens pris: 33.900,- DKK pr. person* i delt dobbeltværelse
Tillæg for enkeltværelse**: 6.800,- DKK pr. person
Rabat for abonnenter på Bonniers magasiner: 1.500,- DKK pr. person
*Prisen inkluderer IKKE fly til Santiago de Chile, hvor ekspeditionen begynder.
**På grund af ekstrem høj efterspørgsel og meget få værelser i solformørkelses-zonen, er antallet af enkeltværelser på rejsen meget begrænset
Tilkøb
Besøg vingården Viu Manent: 1.050,- DKK pr. person (inkl. frokost)
Rafting på Rio Trancura: 620,- DKK pr. person
Spa, wellness og varme kilder: 360,- DKK pr. person
Heldags vandretur i naturparken Huerquehue: 820,- DKK pr. person (inkl. frokost-madpakke)
Solformørkelse fra Volcán Quetrupillan: 1.950,- DKK pr. person (inkl. frokost-madpakke)
Solformørkelse fra Volcán Villarrica: 2.950,- DKK pr. person (inkl. frokost-madpakke)
Turen arrangeres af Bonnier Expeditions og er underlagt de Generelle Rejsebetingelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med. Enkelte punkter er dog justeret herunder og det er dem, som gælder, hvis de ikke stemmer overens med de generelle rejsevilkår.
Ekspeditionen begynder og slutter i Santiago de Chile og inkluderer ikke rejsen fra deltagerens hjem til mødestedet i Santiago de Chile. Ekspeditionen begynder på Hotel NOI Santiago (Nueva Costanera 3736, Vitacura, Santiago) onsdag d. 9. december 2020 kl. 18. Bonnier Expeditions påtager sig intet ansvar for forsinkede, ændrede eller aflyste rejser til mødestedet og anbefaler deltageren at ankomme til Santiago senest den 8. december 2020.
Ekspeditionen slutter i Santiagos lufthavn (SCL – Comodoro Arturo Merino Benítez International Airport, Aviador David Fuentes, Pudahuel, Región Metropolitana, Chile) tirsdag d. 15. december kl. 17. Vi vil bestræbe os på at overholde afslutningstidspunktet i Santiagos lufthavn, men deltagere skal være opmærksomme på, at trafikforholdene på veje og i luften efter solformørkelsen kan være kaotiske, og at dette kan forsinke tidspunktet for afslutningen af ekspeditionen. Vi fraråder derfor deltagere at planlægge videre rejse fra Santiago samme dag.
Af hensyn til plads i busserne og luftfartsselskabets regler på indenrigsflyvningen er det højst tilladt at medbringe et stykke bagage à 23 kg samt et stykke håndbagage à 8 kg per person.
Efter bekræftelse af deltagerens booking, sender Bonnier Expeditions en faktura på et depositum på 20% af ekspeditionens samlede pris. Denne faktura skal være betalt indenfor 8 dage efter modtagelse. Seks måneder før rejsens begyndelse, dvs. 9. juni 2020, betales 2. rate på 40 procent af ekspeditionens samlede pris. Restbeløbet betales senest den 9. oktober 2020 – to måneder før ekspeditionen begynder.
Hvis bestillingen foretages mellem 9. juni 2020 og 9. oktober 2020 betales depositum såvel som 2. rate ved booking. Ved bestillinger efter 9. oktober 2020 betales rejsens samlede pris ved booking. Regler for afbestilling fremgår af de generelle vilkår.
Al kommunikationen i løbet af turen vil foregå på engelsk, herunder foredrag, rundvisninger, briefinger og praktisk information. Deltagere skal derfor have et rimeligt kendskab til engelsk. Der vil under hele turen deltage dansk-talende repræsentanter fra Bonnier Expeditions. Af praktiske årsager er det ikke muligt at hjælpe den enkelte deltager med oversættelser undervejs, men vi står til rådighed for eventuelle spørgsmål.
Kontroller altid med din læge om du har basisvaccinationerne for rejser i området. Den rejsende er selv ansvarlig for at være tilstrækkelig forsikret under rejsen. Vi anbefaler Europæisk Rejseforsikring eller Gouda.
MEGET VIGTIGT! Det er nødvendigt at være i besiddelse af pas for at indrejse og opholde sig i Chile. Skandinaviske statsborgere behøver ikke at søge om turistvisum inden ankomst da man kan opholde sig i Chile uden visum i op til 90 dage. Husk, at reglerne for indrejse kan blive ændret med kort varsel. Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside. Øvrige statsborgere burde kontakte den chilenske ambassade for at informere sig om indrejseregler. Det er alene deltagerens eget ansvar, at alle eventuelle rejsepapirer er indhentet rettidigt.
Nogle måneder før turens begyndelse får alle deltagere mulighed for at indgive ønsker om særkost som fx vegetarisk, vegansk eller glutenfri. Vi vil i videst mulige omfang forsøge at efterkomme disse ønsker, men ikke alle restauranter i Chile har kendskab til at levere særkost af samme høje kvalitet som den ordinære menu, og vi beder om forståelse for dette.
Det faste program på rejsen stiller ikke særlige krav til fysisk formåen, men alle deltagere skal selv kunne gå, stige ombord på busser og stå op i fx en kø eller i andre ventesituationer. Nogle af de udbudte udflugter stiller større fysiske krav – fx vandretur, rafting og bestigning af vulkaner. Læs om dette i teksten om den enkelte udflugt.
Bonnier Expeditions vil gøre enhver rimelig indsats for at give de bedste muligheder for at opleve selve solformørkelsen den 14. december 2020 men kan ikke drages til ansvar for forhold, som f.eks. skydække eller andet, der forringer eller forhindrer muligheden for at opleve solformørkelsen.
Detaljer om hotellernes beliggenhed, faciliteter mv. kan findes her: (Klik for links)
Coronavirussens hærgen har gjort verden af i dag mere utryg og uvis. Det er kun naturligt, hvis du har spørgsmål til, hvilken betydning situationen har for vores ekspedition til solformørkelsen i Chile. Derfor har vi herunder samlet svar på en række af de spørgsmål, som kan opstå:
Hvordan er Chile ramt af corona-smitte?
Situationen i Chile kan sammenlignes med forholdene i de Nordiske lande. I forårsmånederne har skoler, indkøbscentre og sportshaller været lukkede, mens fødevarebutikker samt nogle kontorer og arbejdspladser er forblevet åbne. Der har været restriktioner på rejse og forsamlinger, og mange af landets 19 millioner indbyggere har båret maske, når de har været ude. Erhvervslivet har modtaget hjælp fra staten, og turistbranchen er meget vigtigt for Chiles økonomi, så det har høj prioritet at være klar, når der igen kommer rejsende til landet. Du kan finde de aktuelle oplysninger om det bekræftede antal smittede og corona-relaterede dødsfald her: coronavirus.jhu.edu/map
Hvornår beslutter I, om turen aflyses?
Der er stadig lang tid til ekspeditionen begynder, og allerede nu ser vi, at dele af verden er ved at åbne igen. Vi er i løbende kontakt med vores hoteller, restauranter og guider i Chile, og de forventer alle at være klar til at modtage gæster fra både Chile og udlandet, når det bliver vinter i Europa men sommer og højsæson på den sydlige halvkugle.
Hvad skal der til, før I aflyser?
Vi vil følge myndighedernes retningslinjer. Da Bonnier Expeditions er et dansk rejseselskab betyder det, at vi aflyser ekspeditionen, hvis Danmarks udenrigsministerium fraråder alle eller alle ikke-nødvendige rejser til Chile. Det er også en mulighed, at Chile forbyder udlændinge at indrejse i landet, eller udsteder forbud mod at rejse rundt i de dele af landet, som vi skal besøge. I så fald er vi naturligvis tvunget til at aflyse, ligesom vi vil aflyse, hvis vi vurderer at situationen er så uforudsigelig, at vi ikke kan gennemføre ekspeditionen. Vi holder skarpt øje med anbefalingerne fra myndighederne både her og i Chile.
Er mine penge tabt hvis Bonnier aflyser turen?
Hvis det ikke er muligt eller forsvarligt at gennemføre ekspeditionen, og vi er tvunget til at aflyse, er du berettiget til at få refunderet det fulde beløb, du har indbetalt. (se “Generelle rejsevilkår” § 7.4 herover).
Hvad med min flybillet til Chile?
Ekspeditionen begynder og slutter i Chile, og du kan selv frit tilrettelægge rejsen derover og hjem igen. Vi anbefaler, at vælge en fleksibel flybillet, som kan ombookes eller annulleres hvis din deltagelse eller hele ekspeditionen aflyses. Desuden er det en god idé at vælge en simpel rejserute og booke hos et solidt luftfartsselskab. Hvis din rejse fx inkluderer flere separate bookinger og mindre lavprisselskaber i Europa eller Sydamerika, er risikoen for at noget ikke går efter planen større.
Hvad hvis jeg booker men så bliver syg eller ikke vil afsted af andre årsager?
Hvis du har sikret dig en plads på ekspeditionen, men fx sygdom forhindrer dig i at rejse med, refunderer Bonnier ikke din rejse. Det er derfor vigtigt, at du tegner en afbestillingsforsikring, som kan træde i kraft hvis du af den ene eller anden grund ikke skal med på ekspeditionen alligevel. Læs mere i “Generelle rejsevilkår”, som findes i punktet “Rejsevilkår” herover. § 6 handler om afbestilling og § 8 om forsikring.
Hvad hvis Bonnier går konkurs?
Mange virksomheder er udfordret af corona-situationen, men Bonnier er ikke hårdt ramt. Bonnier Expeditions er en del af aktieselskabet Bonnier Publications A/S – en stor og velpolstret forlagsvirksomhed. For at en konkurs er relevant i denne sammenhæng, skal den ramme Bonnier Publications A/S hvilket er højst usandsynligt. Men selv hvis Bonnier Publications A/S går konkurs, er du sikret en refundering, fordi Bonnier er medlem af Rejsegarantifonden. Denne fond er netop skabt for at sikre, at rejsedeltagere ikke lider økonomisk tab hvis en pakkerejseudbyder går konkurs. Læs mere på rejsegarantifonden.dk
Hvor finder jeg svar på andre spørgsmål?
Hvis du har andre spørgsmål, kan du måske finde svar i de generelle rejsebetingelser, som findes herover. Du er naturligvis også velkommen til at kontakte os.
Engagerede ledere og kyndige eksperter, der var villige til at snakke med deltagerne og besvare spørgsmål når som helst. Turen for at fotografere Mælkevejen den første aften var helt fantastisk! Jeg tog mit første billede af Andromeda!– Erling Handal, deltager på Solar Eclipse ekspeditionen 2017
Fantastisk tur, fantastiske forelæsere og helt uforglemmelig solformørkelse.– Jan Parkki, deltager på Solar Eclipse ekspeditionen 2017
Bonnier Publications International A/S |